Kontoret for Kunst i Byen

0. P1060749

Kontoret for Kunst i Byen er et selvstændigt projektrum,  initieret af Ballerup Kunstråd og Center for By, Kultur & Erhverv i fællesskab. Siden 2011 har jeg drevet dette manøvredygtige frirum med kort afstand mellem idé og handling, hvor grænser kan undersøges og udfordres og omvendt forholde  mig til kommunale problemstillinger på en progressiv og dynamisk måde. Kontoret går forud for udviklingen i Ballerup Kommune og udfordrer brugen af forstadens offentlige rum via interventioner og begivenheder. Kontoret bruger byens tomme lokaler og egnede pladser og steder til sine aktiviteter. Kontoret har haft base i Ballerup Centret, på Banegårdspladsen og i Gågaden og har med sine udstillinger og interventioner rundt om i Ballerup Bymidte taget hul på en proces der udfordrer og udvikler brugen af byens fælles rum, som et samarbejde mellem arkitekter/kunstnere, institutioner, handelsdrivende, borgere, kulturinstitutioner og forvaltninger.

Kontoret er startet i det små med henblik på at lære undervejs og samtidig udvikle stærke relationer til lokalområdet. Ambitionen er at gå forud for byudviklingen i Ballerup ved progressivt og dynamisk at forstyrre gængse regelmæssigheder og pege på nye ikke afprøvede muligheder. Kunstneriske nedslag søger at kile sig ind i byens etablerede og regulerede strukturer ved fysisk at producere nye typer af rum, der kan anspore til refleksion over hvad byen kunne blive til. Kontoret søger at sætte bevægelser i gang rundt om i Ballerup – nye forbindelser mellem mennesker, ting og steder som kommunen og borgerne kan bygge videre på. Kontoret fungerer på den måde som en slags organisme, der selvregulerende men uforudsigeligt tager form i en fortløbende proces.

I perioden 2011-12 har Kontoret vist udstillinger i den daværende base, en tom butik på 1.sal i Ballerup Centerets stationsdel. Det har dels været en serie udstillinger af kunstnerne Randi&Katrine, Nikolaj Kilsmark, Lise Nørholm, Ane Mette Ruge, Camilla Nørgaard, Konvoj og Pernelle Maegaard, som i de seneste par år har udført forskellige udsmykninger rundt om i Ballerup Kommune, og dels en udstillingsrække med lokale kunstnere.

Med sine midlertidige projekter forskellige steder i Ballerup Bymidte i 2011-13, har Kontoret taget hul på en proces, der udfordrer og udvikler brugen af byens offentlige rum.

Projektet Lyset finder Vej kastede lys på nogle af byens bagsiderum, mens Tehaven og Det andet Bibliotek skabte rum på Banegårdspladsen, der anvendte den tid der bruges på at vente på bus eller tog. Projektet Gaden havde fokus på at etablere et samspil mellem erhvervsdrivende, beboere og brugere af Centrumgaden i Ballerup. Med sine projekter undersøger Kontoret for Kunst i Byen hvordan forskellige kunstneriske strategier kan medvirke til at nedbryde barrierer og tænke nyt, når det gælder udviklingen af byens fælles rum. Fokus har været at give de deltagende kunstnerne mulighed for at udfolde et felt, hvor både kommunens og borgenes viden og interesser bliver inddraget. Kontoret fungerer altså som en mediator mellem alle de interesser der indgår i en gennemgribende byudviklingsproces, og det har mandat til at udfordre grænserne for hvordan sådan en proces kan foregå.

Besøg Kontoret for Kunst i Byen på Ballerup Kommunes hjemmeside.

A. ballerup bymidte

Luftfoto af Ballerup Bymidte.

B. P1010782

i 2011 rykkede Kontoret ind i tom butik i Ballerup Centrets stationsdel hvor der blev indrettet projektrum med inventar arvet fra det ny-ombyggede Ballerup Rådhus.

C. MG_6332

Udstilling med billedkunstnerne Lise Nørholm, Ane Mette Ruge og Camilla Nørgaard.

D. MG_6839

Udstilling med kunstnergruppen Konvoj.

E. MG_8054

Kontoret flyttede til nyt tomt lokale i Centret, da den forhenværende butik blev udlejet. Udstilling med billedkunstner Pernelle Maegaard.

F. MG_9161

Lysinstallation af Hans E Madsen i forbindelse med projektet Lyset finder Vej i byens offentlige rum.

G. P1030333

I 2011 rykkede Kontoret ud i en ombygget container foran Biblioteket på Banegårdspladsen i forbindelse med projektet Lyset finder Vej og Tehaven.

H. P1040422

Lokalet i Centret anvendes som produktionsrum for projektet Det andet Bibliotek på Banegårdspladsen.

I. MG_4996

Kontoret rykkede ud på Banegårdspladsen i Det andet Bibliotek i 2012, skabt af arkitektduoerne Eentileen og byen sover.

J. P1070262

I 2013 flyttede Kontoret ind i tom butik i Centrumgaden i forbindelse med projektet Gaden.

faelledhus

Som optakt til omdannelse af Banegårdspladsen i forbindelse med  Realdanias initiativ Kickstart Forstaden, skabte Kontoret projektet Banegårdsfælleden i 2015.