Angående Stejlepladsen er det første projekt 1. års arkitektstuderende møder, når de starter på Bosætning, Det Kongelige Akademi.
Etape 1 byggeriet på Stejlepladsen er nu i gang og det meste af området er hegnet ind. I 2026 vil de første boliger være klar til indflytning og derfor inviterer Ejendomsselskabet Stejlepladsen nu naboer, brugere af Fiskerhavnen, potentielle kommende beboere og andre interesserede til nabomøde for at præsentere det kommende Stejlepladskvarter.
De nuværende beboere på Stejlepladsen og i Fiskerhavnen frygter fremtiden for deres lokalområde og de af dem tilskrevne værdier.
SPILLET OM STEJLEPLADSEN
Et spil om værdier
For en arkitekt er det vigtigt at have kendskab til de spændinger mellem værdier som opstår på et sted under en forandringsperiode, måske især de friktioner som vokser frem op til en kommende forandring. Friktionerne er en del af de omstændigheder og betingelser, som altid er til stede, før, under og efter arkitektens tilstedeværelse. Ved at deltage i spillet om værdier får arkitekter en bedre mulighed for at skabe rum, som kan gøre friktionerne tålelige og i bedste fald danne grundlag for en forhandling mellem naboer og besøgere, menneskelige såvel som ikke-menneskelige arter.
For at udforske forskellige holdninger til Stejlepladsens forskellige værdier, påbegyndte Blok 1: Bosætning i år udviklingen af Spillet om Stejlepladsen.
Spillet går ikke ud på at ’vinde’. Spillets gang er snarere motor for en samtale om værdier.
I Matador spilles om penge og retten til at bygge; vinderen får puljen. I Spillet om Stejlepladsen spilles om værdier, hvor spillerne sætter deres individuelle værdier på spil under spillets gang ved at stille dem op ved siden af andres værdier.
Værdierne vedrører bosætningens goder og fordele. Hvad er godt for livet som beboer et særligt sted?
Under spillets gang kommer spillernes værdisætning af Stejlepladsens mange steder til udtryk. Spillet anskueliggør de værdier der knytter sig til et specifikt sted og giver derved grobund for samtaler om hvorvidt disse værdier kan sameksistere, eller om de giver grund til friktion og konflikt.
Spillets konstruktion tog udgangspunkt i denne hjemmesides indhold. En lang liste af værdier kom til syne ved indgående analyser af arkivet.
Spillet er formgivet med henblik på at komme i dybden med tematikker og værdisætninger på konkrete steder på baggrund af konkrete præmisser. Ønsket er at fremme en nuanceret samtale mellem aktører: dem der udvikler, dem der bygger og dem der bor. Spillets organisering giver en ligeværdig talemulighed for alle deltagere ved at de placeres rundt om det samme bord med et sæt spilleregler der gør at alle kan bidrage til samtalen på lige fod.
Otte forskellige spillegrupper spillede parallelt med hinanden. Hver gruppe bestod af en moderator og fem spillere. Blandt dem fandtes nuværende beboere på Stejlepladsen, forskellige fagfolk fra branchen, og to studerende, hver i spidsen for en gruppe af medstuderende, der dokumenterede spillets gang gennem tekst og tegning. Moderatoren er underviser på Det Kongelige Akademi, og har til opgave at sørge for, at alle kommer til orde og at der er tempo og fremdrift i spillet.
Spillet fokuserer specifikt på Stejlepladsen og Fiskerhavnen i Sydhavnen, men udfolder generelle fagproblematikker, der inviterer til at vi alle – beboere, arkitekter, byudviklere, ejendomsmæglere, m.fl. – kan få rum og lejlighed til at tænke over og tale om bosætningens- og arkitekturens dilemmaer og paradokser.