Udstillingsprojektet Jordemodergrunden indgår i Skulpturlandsby Selde 2014-2015, kurateret af billedkunstner Marianne Jørgensen.
Jeg har fået stillet matriklen Skivevej 44 til rådighed. Matriklen husede tidligere landsbyens jordemoderklinik, men da huset længe havde stået tomt og var i forfald, blev det opkøbt af Hans Jørgen, som rev huset ned, tilsåede grunden med græs og derefter donerede grunden til kunsten og fællesskabet. Jeg er inviteret til at lave et udsigtstårn på Jordemodergrunden – til opførelse inden 2017. I 2014 vil jeg slå tonen an og søge en stemning der kan favne både det lokale perspektiv og blikket udefra.
Matrikelskel er som oftest tydeligt markeret med hegn eller hæk. Sløres grænserne mellem de private -og fælles sfærer, kan der skabes en ny form for cirkulation i et mere kontinuerligt landskab på tværs af matrikelskel. Ideen er at forbinde landsbyen og landskabet på nye måder ved at sætte matrikelskellene i spil. Elementer som stier, gangbroer, platforme og udsigtspunkter kan danne nye forløb og tilsammen kan de være medvirkende til at øge skalaen af det fælles rum i Selde. Mere offentligt rum og dermed en indskrænkning af de private matrikler kræver dialog og forhandling med lodsejerne.
For at komme i gang borede jeg 2958 solsikkefrø ned i græsset i foråret, så de gentegnede det felt, som Jordemoderhuset tidligere okkuperede. Det nedrevne Jordemoderhus viste sig at være deponeret på grunden, så det lykkedes ikke for solsikkerne at komme op gennem murbrokkerne og blive mandshøje og rumdannende, som planlagt.
I stedet tog græsset over og udstillingsrummet blev klippet ud i det høje græs.
Kortlægning af mulige ruter og en model af et udsigtstårn udstilles på Jordemodergrunden som oplæg til debat.
Selde Stierne er nye ruter, der kan forbinde landsbyen og landskabet på nye måder.
Stierne kan bringe gående fra den ene ende af landsbyen til den anden udenom vejnettet.
Samtidig kan de byde på nye elementer som kunst, gangbroer, platforme og udsigtspunkter.
Den grønne sti er allerede etableret.
Den begynder ved kunstværket SKY – for derefter at lede rundt om Hans Jørgens matrikel.
Den grønne sti fører direkte over til den gule sti, som foreslås etableret i forbindelse
med opførelse af et udsigtstårn på Jordemodergrunden.
Den gule sti går fra Jordemodergrunden og udsigtstårnet til Stadionvej – via skel og Planteskolegrunden.
Den gule sti fanger den røde sti ved stadion.
Den røde sti er de ruter som allerede er planlagt i Programmet for Områdefornyelse i Selde.
Fotocollage med udgangspunkt i stillbillede fra filmen ‘Everything is illuminated’
‘Vindue til verden’
Udstilling 2014:
Rød byggesnor, hvidmalet krydsfinér væg 2.44 m x 2.44 m med luftfoto 1.2 m x 1.2 m,
fotocollage 1.2 m x 1.2 m og fotofrise 14 cm x 2.4 m
Model af udsigtstårn i 1:10 i trælister og malet krydsfinér i farver der refererer til trækfugle på vej til Fur.
‘Vindue til Verden’ opbygget på stillads med hvidmalet træramme 84 cm x 3.2 m
Gardin syet af tyl i farver der refererer til de trækfugle som flyver forbi Selde på vej til Fur.
Udstilling 2015:
Hvidmalet krydsfinér væg 2.44 m x 2.44 m med luftfoto 1.2 m x 1.2 m,
fotocollage 1.2 m x 1.2 m og fotofrise 14 cm x 2.4 m
Model af udsigtstårn i 1:10 i trælister og malet krydsfinér i farver der refererer til trækugle på vej til Fur.
Mock-up af tårn – opbygget af otte kloakrør og en rulle gul byggesnor.