I erkendelse af at man ikke kan skabe forandring FOR nogen, men kun SAMMEN MED nogen, skabes et rum for en samtale om værdier, der kan fungere som guide til udviklingen af Tingstedets Fælleshus & Have.
Spillet har fokus på at styrke biodiversiteten og sociale fællesskaber i Taastrupgaard. Det handler om at gøre afstanden mindre mellem dem der bygger, dem der organiserer og dem der bruger stedet i dagligdagen.
Spillet går ikke ud på at ’vinde’, men spillets gang fungerer som motor for en samtale. Spillets struktur favoriserer ikke nogen af spillerne, men giver alle spillere rundt om bordet lige muligheder for at fremføre deres værdier. Ved at spille får vi øje på hinandens værdier. Spillet fremkalder hvilke værdier der knytter sig til et specifikt sted og en specifik situation og giver derved anledning til en samtale om hvorvidt disse værdier kan eksistere side om side, eller om de giver anledning til konflikter.
