I forbindelse med Taastrupgaards omdannelse - der er en konsekvens af parallelsamfundspakken – er der ingen genhusningsplan for vegetationen.
Derfor værksatte vi en redningsaktion for planter, buske og træer fra beboeres private haver. De er sat i indslag i Tingstedets kommende fælleshave, hvor de udplantes til foråret.

Tingstedet er et kunst- og arkitekturprojekt i Taastrupgaard, der udvikles i samarbejde med beboere og havefællesskabet Det Grønne Hjørne. Se En Drøm i Morgen

Tingstedet er et sted for fællesskaber mellem mennesker, vækster, mycelium og brød, samtaler om forskellige kulturer, overlevering af viden og opskrifter, udveksling af materialeproduktion og byggeteknikker, og historiefortælling gennem tegning.

Taastrupgaard er på Statens Ghettoliste, og Ghettoloven foreskriver nedrivning af almene boliger med den konsekvens at sociale relationer også ødelægges. Mens der rives ned, bygger vi op. Vi bygger et fælles Bagehus lige udenfor haveforeningen “Det Grønne Hjørne” der skal understrege det socialt samskabende og det biologisk cirkulære. Vi bygger de bløde strukturer før de hårde – og vi etablerer et laboratorie til kollektiv, eksperimentel læring, hvor vi alle kan få praktisk erfaring med forskellige kulturer, metoder og materialer.

Bagehuset materialer er træ, mycelium og ler og har en kontekstbunden formgivning og kulturel og brugsmæssig relevans for beboere i Taastrupgaard.

Vi lavede et cirkulært myntebed for at teste størrelsen på bagehusets grundplan.

Cirkulært byggefelt

Ringovn fra Hakkemose Teglværk

Mycolab – et værksted, der producerer myceliumpaneler og tegninger af processen til
Bagehuset.

Skala model 1:50

Verden ligger under dine fødder er en installation hos Dansk Standardpoesi på Vejen Kunstmuseum. Installationen henter sit materiale både over og under jorden. Udgangspunktet er planten, Stor Nælde (Brændenælde), der ikke vokser nede fra og op, men horisontalt fra midten og ud i mange forskellige retninger.

Brændenælderne er indsamlet på tværs af sociale skel: i kolonihaver, slotshaver,
vejrabatter, offentlige parker og private villahaver. Det indskudte loft plan er en Panserskjorte syet af brændenælder, stængler og rodnet. Gulvet er dækket af pulveriserede brændenældeblade.

Foto: Pernille Klemp

Panserskjorten Et finmasket net er tilskåret så det passer til husets grundplan på 215 cm x 215 cm. Nettet er udspændt i huset, så det danner et nyt plan i 190 cm højde. Brændenælde stænglerne – med deres underliggende kraft og formmæssige påvirkning fra vind og vejr – er syet fast i nettet, så stænglerne udnytter pladsen over det nye lofts plan og rodnettet danner hermed loft for det højdereducerede rum i huset.

     
Den Store Nældebog
Bogen er en gæstebog. Den er en invitation til alle udstillingens besøgende om at nedfælde deres egen personlige brændenældehistorie.  

Foto: Pernille Klemp

Foto: Pernille Klemp

Foto: Pernille Klemp

Foto: Pernille Klemp

Firoozeh Bazrafkan spiser en hotdog
Foto: Pernille Klemp

Dansk Standardpoesi og Cecilie Bendixens  flagkonstruktion analyser.

Seven nomadic structures and a timeline of the Plečnik Stadium history are exhibited at MAO – Museum of Architecture and Design, together with a recording of the Stadium NOWHERE Walk in the city of Ljubljana.

Stadium NOWHERE unfolds the history of the Plečnik Stadium - a place unable to adapt to new demands. It´s  a collaborative creation of a situation in the shape of seven nomadic structures, visualized, built and carried into the city to interact with  public and the static buildings of Jože Plečnik.

The project produces a response no one has asked for to learn about society and its mechanisms. The current dispute around the redevelopment of the Stadium asks general questions about collective behaviour, rationales and ideals of society. Earlier, political systems and strong ideologies made dialogue difficult because of polarization and the determinate solutions embedded in these ideologies. With today’s complex reality a dialogue that comes before political decisions is fundamental.

Stadium NOWHERE is an architectural research by Danish architect Gitte Juul in collaboration with architectural students from the University of Ljubljana, Faculty of Architecture.

The majority of Plečniks works in Ljubljana are timeless, still in use and having survived big changes in society without loosing their integrity. But not the Stadium. It has been abandoned and fenced off since 2007, unable to adapt to new demands. It is torn between different planning interests, cultural heritage values, understandings of the law and blame for the blocked situation. Local citizens are fighting for their piece of land and for the protection of the Stadium in its original form, whereas an investor wants to update the Stadium to new commercial standards. Between these two opposites, the Institute of Cultural Heritage Protection is positioned and expected to protect the work of Jože Plečnik, since the Stadium got status as a monument of National Importance. While the conflict continues the Stadium is left alone, unable to adapt.

Stadium NOWHERE is portraying history as an observation of both “historical moments” and everyday occurrences. Architectural visions, religious ceremonies, military ceremonies, sporting events, commercialization, cultural heritage issues and environmental/ neighbourhood issues are experienced via seven physical structures, created by architectural students:
- House of Landscape is an enclosed space visualizing the Stadium as a loop beginning in a gravel pit and going back to nature.
- House of Architecture & Urbanism presents the Stadiums connection to Plečniks plan for Ljubljana as a “New Athens”.
- House of Religion is bringing the religion out of the institution and onto the street – like a small Chapel.
- House of Military tells the story of how the Stadium was used as a backdrop for political ideologies.
- House of Sports & Commercialization sees the Stadium from the view of the spectator.
- House of Conflict shows a model of the Stadium built of elements, the visualizations of the investors project for the Stadium renovation and documents the five reasons why the Local Initiative is against the proposal.
- House of Nature is an open wall structure showing a herbarium of the wild plants growing at the Stadium and cultivated plants from the Fond Gardens on the other side of the Stadium Wall.

Stadium TIMELINE

Workshop with students:

In order to explore the history of the stadium as a participatory experience, the project Stadium NOWHERE grew out of  meetings and discussions with people and organisations directly involved in the conflict and it aimed to admit all the complexities of the encounters into the working process. I decided upon seven different aspects relating to the history of the stadium, which I then gave to the students and invited them to design and build seven nomadic physical structures from their own interpretation of history.

THANKS TO:
Architecture students Anja Jelen, Mojca Lebeničnik, Ana Skobe, Deja Đukić, Alja Cevc, Eva Polenik, Anja Jezernik Knaus, Urša Rot, Leonard Krišto, Katja Lipič, Neža Lazar, Mojca Kostevc, Urška Cvikl, Amadeja Belej, Katja Klančnik, Vika Lenassi, Eva Razložnik, Jaka Černe , David Groleger, Rok Lovšin, Katja Marinič, Isidora Todorić, Barbara Butara, Domagoj Gržanić, Darko Gavrilovic, Sabina Černič, David Dan Mrevlje Natlačen, Žan Šabeder for creating the seven nomadic structures.
MAO – Museum of Architecture & Design, for inviting Stadium NOWHERE to exhibit at MAO and for providing second hand building materials.
Matevz Juvancic, Faculty of architecture , for building assistance.
Museum of Recent History for providing historical photographs of the Stadium.
The Local Initiative / http://www.iztepac.net and Bežigrajski športni park d.o.o. for delivering texts and images for House of Conflict.
Tanja Lazetic and Ana Skobe for still photographs of Stadium NOWHERE Walk.

The research leading to these results has received funding from the People Programme (Marie Curie Actions) of the European Union’s Seventh Framework Programme (FP7/2007-2013) under REA grant agreement n° 317325.

Stadium NOWHERE is  a collaborative creation of a situation – “Now and Here”, which deals with a place unable to adapt to new demands. In the shape of seven nomadic structures, the history of the  Plečnik Stadium is unfolded, visualized, built and carried by architectural students from The Faculty of Architecture in Ljubljana into the city to engage with public and the static buildings of Jože Plečnik . Stadium NOWHERE

Beginning at Plecnikova hisa / Plečnik House.

Crossing Trnovski most / Trnovo Bridge (Jože Plečnik: 1929-32)

Passing the Roman Wall, Križanke, (Jože Plečnik: 1952–1956)

Passing Spomenik Napoleoum in Iliriji / Monument to Napoleum and Illyria, (Jože Plečnik: 1929-1932-1940)

Passing Narodna in univerzitetna knjiznica / National and University Library, (Jože Plečnik: 1936–1941)

Passing famous musicians on plinths in front of Glasbena Matica / Music Society (Jože Plečnik: 1932)

Crossing Kongresni Trg / Congress  Square

Crossing “Tromostovje” / Triple bridge, (Jože Plečnik: 1929–1932)

Passing Trznice / the Market, (Jože Plečnik: 1940–1944)

Pittstop in front of Town Hall

Passing Levstik Trg / Levstik Square (Jože Plečnik: 1938)

“Historical moments” of architectural visions, religious ceremonies, military ceremonies, sporting events, commercialization, cultural heritage issues and environmental/ neighborhood issues are to be experienced via the seven physical structures, created by the students:

House of Landscape is an enclosed space visualizing the story of the stadium as a loop from a gravel pit and back to nature.

House of Architecture & Urbanism presents the Stadiums connection to Plecniks plan for Ljubljana as a “New Athens”.

House of Religion brings  religion out of the institution and onto the street – like a small Chapel.

House of Military tells the story of how the Stadium was used as a backdrop for political ideologies.

House of Sports & Commercialization sees the Stadium from the view of the spectator

House of Conflict shows a model of the Stadium built of elements, the visualizations of the investors project for the Stadium renovation and documents the five reasons why the Local Initiative is against the proposal.

House of Nature  is an open wall space showing a herbarium of wild plants, which grows at the Stadium and cultivated plants from the Fond Gardens on the other side of the Stadium Wall.

THANKS:
To architecture students Anja Jelen, Mojca Lebeničnik, Ana Skobe, Deja Đukić, Alja Cevc, Eva Polenik, Anja Jezernik Knaus, Urša Rot, Leonard Krišto, Katja Lipič, Neža Lazar, Mojca Kostevc, Urška Cvikl, Amadeja Belej, Katja Klančnik, Vika Lenassi, Eva Razložnik, Jaka Černe , David Groleger, Rok Lovšin, Katja Marinič, Isidora Todorić, Barbara Butara, Domagoj Gržanić, Darko Gavrilovic, Sabina Černič, David Dan Mrevlje Natlačen, Žan Šabeder for creating the seven nomadic structures.
To MAO – Museum of Architecture & Design, for inviting Stadium NOWHERE to exhibit at MAO and for providing second hand building materials.
To Matevz Juvancic, Faculty of architecture , for building assistance.
To Museum of Recent History for providing historical photographs of the Stadium.
To The Local Initiative / http://www.iztepac.net and Bežigrajski športni park d.o.o. for delivering texts and images for House of Conflict.
To Tanja Lazetic and Ana Skobe for still photographs of Stadium NOWHERE Walk.

The research leading to these results has received funding from the People Programme (Marie Curie Actions) of the European Union’s Seventh Framework Programme (FP7/2007-2013) under REA grant agreement n° 317325.

BAROKHAVE
Havens trappe er et forslag til et Orangeri i Gl. Holtegaards Barokhave.
Forslaget er en blanding af en trappe, et udsigtspunkt, et opholdsrum og en sukkerrør plantage. Det nutidige i forslaget består ikke så meget i formsproget som i de forskellige perspektiver på fortidens kompleksitet. Det er erindringen om en periode og dens kultur. Trappen husker enevælden – iscenesættelsen – kolonitiden - det sorte slaveris betydning for det danske samfunds velstand – og den hvide figur.

Havens Trappe iscenesætter fortællingen om barokkens spejling mellem inde og
ude. Trappen er vandret ud i haven og har placeret sig som en hvid figur blandt
andre hvide figurer. Den bringer mennesker og planter sammen i arkitektur.

Gl. Holtegaards Barokhave er karakteriseret ved orden og overskuelighed, – ved æstetisk nydelse og ved sin nytteværdi. Haven og huset spejler hinanden og er tænkt sammen som en helhed. Et billede på en verdensopfattelse, hvor alt er på sin plads og lader sig overskue.
Orangeriet i 1700 tallet er skabt til overvintring af eksklusive eksotiske planter, hjembragt fra Danmarks kolonier.

KOLONIER OG SUKKER
I 1700-tallet hørte de Vestindiske øer (St. Croix, St. Jan og St. James) under Danmark, som på det tidspunkt var blandt de større sukkerproducenter i Europa. Kolonitidens handelskultur og slaveri var af stor betydning for det danske samfunds velstand.

SLAVER OG SKULPTURER
Parallelt med kolonialisme og sort slavehandel dyrkes den hvide skulptur i de danske barokanlæg. Skulpturerne ser ud som om de er på nippet til at bevæge sig, da der er en spænding i figurerne i kraft af at de bevæger skuldre og hofter i modsatte retninger.

FELT OG PLANTAGE
Kortet over Sankt Croix fra 1754 viser en dansk koloni – omhyggelig opmålt og opdelt i ensartede kvadratiske plantagelodder. Efter opdelingen kunne lodsejere gå i gang med at rydde den tropiske underskov og plante sukkerrør. Sankt Croix blev til en ø med sukkerrørmarker, plantagebygninger, slavehytter, sukkermøller, veje, havne og pakhuse. Havens Trappe er et felt for produktion, ophold og udsigt. Går man op ad trappen har man udsigt over haven og landskabet udenfor haven. Sætter man sig på trappen, ser man tilbage på herregården.

ORANGERI OG PLANTAGE
Havens Trappe kan benyttes året rundt og skifter karakter med årstiderne. Fra forår til efterår kan sukkerrørplanternes vækst følges fra små skud til meterhøje planter. I efteråret skæres de helt ned og presses til juice, der kan serveres for Barokhavens gæster.

Udstillingsprojektet Jordemodergrunden  indgår i Skulpturlandsby Selde 2014-2015, kurateret af billedkunstner Marianne Jørgensen.

Jeg har fået stillet matriklen Skivevej 44 til rådighed. Matriklen husede tidligere landsbyens jordemoderklinik, men da huset længe havde stået tomt og var i forfald, blev det opkøbt af Hans Jørgen, som rev huset ned, tilsåede grunden med græs og derefter donerede grunden til kunsten og fællesskabet. Jeg er inviteret til at lave et udsigtstårn på Jordemodergrunden – til opførelse inden 2017. I 2014 vil jeg slå tonen an og søge en stemning der kan favne både det lokale perspektiv og blikket udefra.

Matrikelskel er som oftest tydeligt markeret med hegn eller hæk. Sløres grænserne mellem de private -og fælles sfærer, kan der skabes en ny form for cirkulation i et mere kontinuerligt landskab på tværs af matrikelskel. Ideen er at forbinde landsbyen og landskabet på nye måder ved at sætte matrikelskellene i spil. Elementer som stier, gangbroer, platforme og udsigtspunkter kan danne nye forløb og tilsammen kan de være medvirkende til at øge skalaen af det fælles rum i Selde. Mere offentligt rum og dermed en indskrænkning af de private matrikler kræver dialog og forhandling med lodsejerne.

For at komme i gang borede jeg 2958 solsikkefrø ned i græsset i foråret, så de gentegnede det felt, som Jordemoderhuset tidligere okkuperede. Det nedrevne Jordemoderhus viste sig at være deponeret på grunden, så det lykkedes ikke for solsikkerne at komme op gennem murbrokkerne og blive mandshøje og rumdannende, som planlagt.

I stedet tog græsset over og udstillingsrummet blev klippet ud i det høje græs.

Kortlægning af mulige ruter og en model af et udsigtstårn udstilles på Jordemodergrunden som oplæg til debat.

Selde Stierne er nye ruter, der kan forbinde landsbyen og landskabet på nye måder.
Stierne kan bringe gående fra den ene ende af landsbyen til den anden udenom vejnettet.
Samtidig kan de byde på nye elementer som kunst, gangbroer, platforme og udsigtspunkter.
Den grønne sti er allerede etableret.
Den begynder ved kunstværket SKY – for derefter at lede rundt om Hans Jørgens matrikel.
Den grønne sti fører direkte over til den gule sti, som foreslås etableret i forbindelse
med opførelse af et udsigtstårn på Jordemodergrunden.
Den gule sti går fra Jordemodergrunden og udsigtstårnet til Stadionvej – via skel og Planteskolegrunden.
Den gule sti fanger den røde sti ved stadion.
Den røde sti er de ruter som allerede er planlagt i Programmet for Områdefornyelse i Selde.

Fotocollage med udgangspunkt i stillbillede fra filmen ‘Everything is illuminated’

‘Vindue til verden’

Udstilling 2014:
Rød byggesnor, hvidmalet krydsfinér væg 2.44 m x 2.44 m med luftfoto 1.2 m x 1.2 m,
fotocollage 1.2 m x 1.2 m og fotofrise 14 cm x 2.4 m

Model af udsigtstårn i 1:10 i trælister og malet krydsfinér i farver der refererer til trækfugle på vej til Fur.

‘Vindue til Verden’ opbygget på stillads med hvidmalet træramme 84 cm x 3.2 m
Gardin syet af tyl i farver der refererer til de trækfugle som flyver forbi Selde på vej til Fur.

Udstilling 2015:
Hvidmalet krydsfinér væg 2.44 m x 2.44 m med luftfoto 1.2 m x 1.2 m,
fotocollage 1.2 m x 1.2 m og fotofrise 14 cm x 2.4 m

Model af udsigtstårn i 1:10 i trælister og malet krydsfinér i farver der refererer til trækugle på vej til Fur.

Mock-up af tårn – opbygget af otte kloakrør og en rulle gul byggesnor.

Streetkitchen_Kolkata er et bærbart Tehus – en blanding mellem et hus, et spisebord og en gadesælgervogn – og en potentiel, spredt have med spiselige planter. Projektet blev udviklet på eget initiativ og udført i storbyen Kolkata i Indien i samarbejde med lokale gadehandlere, håndværkere og billedkunstner Anja Franke. Projektet udforskede traditionelle håndværk, materialer, botanik, genstande, byen, de politiske-og økonomiske systemer, – og ikke mindst menneskene og handlingerne bag. Ler, bambus, plantefrø, kopper, genbrugt spisestel fra Danmark og en bærbar bod blev sat i nye sammenhænge med håndværkere og gadesælgere for at udfordre relationerne mellem byens formelle og uformelle rum og aktiviteter. Projektet blev efterfølgende installeret på Goethe Instituttet i Kolkata.

Streetkitchen_Kolkata er støttet af Dreyers Fond og Esther & Jep Finks Fond for Arkitektur og Kunsthåndværk. Lokal koordinator: Dev Nayak. Assistenter: studerende Michael Lynge Jensen og Desislava Mincheva.

Streetkitchen_Kolkata undersøgte muligheden for at skabe en form for kontinuerligt byrum ved at folde gadens formelle og uformelle systemer ind i et symbiotisk forhold gennem en midlertidig intervention i den sydlige del af Kolkata. Projektet samarbejdede med en butik og med gadesælgere på samme tid og til dette formål blev tre elementer udviklet, udvalgt og indsat i en installation på gaden. Installationen bestod af Palki – en lokalt bygget bambus struktur udformet som en fysisk ramme for Flora Indica Clay Cups og Anja Frankes projekt Waste Service. Flora Indica Clay Cups er et nyt lerstel, baseret på Kolkatas traditionelle ler tekopper, skabt i samarbejde med en lokal pottemager. Som en hyldest til de botaniske Roxburgh Icons ”Flora Indica”, blev frø fra indiske planter anvendt til at skabe et ”frøstempel” på den velkendte ler kop. Plantefrø er integreret i koppedesignet og når kopperne kastes til jorden efter brug, skabes mulighed for at en plante kan vokse op på stedet, når regnen kommer. Waste Service er en ny kollektion af aflagt porcelæn, indsamlet fra danske hjem og dekoreret med et nyt blåt mønster kaldet Waste Time. Waste Service blev udvalgt til at deltage i Streetkitchen_Kolkata, fordi det beskæftiger sig med spørgsmålene om arv, spild og en produktion der kræver direkte deltagelse af et lokalområde.

Luftfoto af den sydlige del af Kolkata.

Diagram over Streetkitchen_Kolkatas placering og aktiviteter.

Invitation.

Flora Indica Clay Cups kastes og Waste Service males.

Hvide bambusender males på “Palki”.

Lokalområdet venter på “Palki” foran kagebutikken.

Kagebutik, lukket bod og Banyantræ.

Lokalt tempel.

Ankomst af “Palki”.

Tempel – bod – Palki – Kagebutik – bod – Banyantræ.

Genbrugsporcelæn medbragt fra Danmark males.

Diskussion af lerkoppernes ”frøstempel”.

Manden i strygebutikken.

Servering af chai.

Fra porcelæn til lerkop. Pointen er at leret er med til at afgive en særlig smag til teen.

Flora Indica Clay Cup.

Bod åbner midt i det hele. – Vi justerer i fællesskab.

Kastede lerkopper skabte mulighed for at planter kan vokse op for foden af Banyantræet.

“Palki” på vej til Goethe-instituttet.

Streetkitchen_Kolkata på Goethe-instituttet i South Kolkata.

Download Streetkitchen_Kolkata som pdf.

Flora Indica Clay Cups is a pottery created for the projekt Streetkitchen_Kolkata in 2013. It was produced in collaboration with a local clay cup maker in Kolkata as a counterpart to the exclusive danish dinnerware Flora Danica by Royal Copenhagen. Seeds from native indian plants were used for making a seedstamp on ordinary clay cups in order to make it possible for a future random garden to grow in the city on locations where chai customers throw their used Flora Indica Clay Cup.

During the period of British India, there were two different worlds in Calcutta (now Kolkata). Being colonial headquarter, the city operated under different rules and therefore spaces of the city were used differently, whilst trying to maximize control and minimize conflict between opposing worlds. Today opposite and conflicting worlds share the same space, but they still use it differently. Before the colonization tea was a privilege only for wealthy people, since it was an expensive, imported product from China. During colonial time The Indian Tea was discovered and became the major export product for East India Company. At the same time Indian chai became a common drink for every Indian.

Chai ritual
The cups are made of clay, excavated from the buttom of the river, The clay are turned into cups and tried in the sun. For generations Chai wallahs has sold their chai in the little clay cups, which are thrown to the ground as soon as the chai has been drunken. This action testify the presence of Indias many hands for production, but at the same time it shows the traditional class distinction, where people from the low casts earlier on were not allowed to come into contact with people from a higher cast. Today all indians participate in this ritual many times every day

Diagram of cycle from clay to clay + a plant.

Clay from the river.

Workshop of the clay cup maker.

Light burning of clay cups before the ”Seed stamp” is added.

Experiments with making the ”Seed stamp”.

William Roxburgh was superintendent at The Botanical Garden in Calcutta in the period 1789-1813. Under Roxburgh the Botanical Garden developed as a centre for knowledge. Plant collectors throughout India would send their discoveries to Calcutta for identification, and visitors could be instructed in the latest systems of taxonomy. When going back to Europe, Roxburgh left a set of lifesized handpainted original drawings with botanical dissections of 2.542 plants, wherein almost all of the indian species he described in the book ”Flora Indica”, is to be found among these drawings.

Icon from ”Flora Indica”.

Photographing Roxburgh Icons at Acharya Jagadish Chandra Bose Indian Botanic Garden in Kolkata.

Flora Indica Clay Cup on an icon from Roxburgh’s encyclopaedia “Flora Indica”.

The random garden will consist of Curcurbita Pepo (Pumpkin) and Foeniculum Vulgare (Fennel) from Roxburgh’s Icons, the “Flora Indica”. Coriandrum Sativum was photographed at New Market in Kolkata, since Coriander was not a native plant to India at Roxburgh’s time.

Drinking chai from a Flora Indica Clay Cup at the Streetkitchen_Kolkata event on the street.

Used Flora Indica Clay Cups 0 = Potential garden.

Poster showing the chai cup ritual and the possibility of growing plants, due to the design of the Flora Indica Clay Cup.

Clay objects back in the river.

Gadekøkken_Kättilsmåla er en spiselig have med et bærbart Spisehus – en blanding mellem et hus, et spisebord og en gadesælgervogn. Projektet blev udviklet på eget initiativ og udført i landsbyen Kättilsmåla i Sverige i samarbejde med den lokale Interesseforening. Projektet udfordrede den private ejendomsret i forsøget på at øge skalaen af landsbyens fælles rum.

Landsbyer har arealer, hvis ejerforhold det kan være vanskeligt at identificere. Gårdejerne kan eje mark, skov og søer, som kan ligge spredt rundt i lokalområdet. Vejkrydset med landsbyens busstoppested, postkasse og infotavle er privatejet, men bliver blot anvendt til sporadisk opbevaring af entreprenørredskaber. Ejeren henvendte sig flere gange for at få opklaret, hvorfor jeg havde interesse i hans jordstykke, og spurgte, hvornår og hvordan jeg havde tænkt mig at sælge det, der voksede op. Tanken var ikke at sælge noget, men at give værdi tilbage til et sted, som engang var et samlingspunkt, men med tiden blot var blevet et trekantet stykke jord, som bussen kører rundt om på sin vej ud af landsbyen igen. Stedet havde potentiale til at blive et nyt samlingssted for landsbyens beboere.

Jeg fik lov til at låne jordstykket fra maj til november og begyndte at invitere folk i lokalområdet til at deltage i projektet. En gårdejer kom med sine store maskiner og skiftede jord på grunden. En brændesælger lagde flis ud. En håndværker donerede en vandtank, han havde til overs fra en byggeplads. En kvinde der tidligere havde arbejdet i Danmark virkede som tolk i forhold til kommunikation med pressen. Beboere var med til at så og luge. Byens spillemænd spillede harmonika til åbningsoptoget gennem byen. Nogle kunne synge, andre kunne danse. Folk bidrog med det de var gode til hver især.

Luftfoto over ruten mellem Bygdegården og vejkrydset i Kättilsmåla.

Forhenværende lanthandel og vejkryds med busstoppested, lygtepæl, postkasse, informationstavle og to skyggende træer.

Gammel jord blev kørt væk og ny jord lagt på. Flis blev lagt ud som stier til at gå på. Haveplanen blev tegnet op med kalk og en vandbeholder blev opsat.

En spiselig have blev anlagt på trekantsgrunden. De huse der ligger rundt om haven, skiftedes til at fylde vandtanken op.

Informationstavlen viste en oversigt over havens flora.

Plakater blev opsat her og der.

Spisehuset blev bygget på landsbyens Bygdegård og båret i procession til haven gennem landsbyen.

Glas, tallerkener, gasflaske, vanddunk, mad, drikke og landsbyens spillemænd ventede på optoget.

Spisehuset blev taget i brug – Gadekøkken_Kättilsmåla var etableret.

Høst.

Madlavning.

Gadekøkken_Kättilsmåla – spiselige planter, regler, lægter, genbrugsgulvbrædder, metalplade, gasblus/gasflaske, tallerkenrække, glasholder, vanddunk, vask/afløb.

I november blev Spisehuset transporteret tilbage til Bygdegården for at overvintre. I fremtiden kan det vandre rundt i landsbyen og placeres hvor der er brug for det.