Stort TAK Stort til Statens Kunstfond for det generøse arbejdslegat. Med denne anerkendelse og støtte som fundament, glæder jeg mig til at kunne fastholde det lange seje træk i mit arbejde med at skabe bedre forbindelser mellem dem der bor og dem der bygger…
Begrundelse for tildelingen fra Projekt- og Legatudvalget for Arkitektur lyder således:
“Centralt for arkitekten Gitte Juuls praksis er en insisteren på, at arkitektur er for alle – uanset kulturel baggrund, sociale omstændigheder og økonomisk formåen. I krydsfeltet mellem inddragelse, kunst og arkitektur eksperimenterer hun med, hvordan arkitektur kan forankres i lokale fællesskaber.
Hendes projekter er præget af vedholdende fordybelse i steder og mennesker. Dette gælder blandt andet Tingstedets Bagehus & Tingbogen (2022–2025) samt Angående Stejlepladsen (2019–2025). Her arbejder hun på tværs af etnografiske undersøgelser, historisk kontekst, officielle og uformelle fortællinger samt politiske, økonomiske og organisatoriske forhold.
Hendes arbejde bidrager på forbilledlig vis til at synliggøre og styrke de stemmer, der ofte ikke er til stede – eller overhøres – når byudviklingens processer tager fart.
Med arbejdslegatet anerkendes en stærk og vedvarende praksis, der insisterer på arkitekturens sociale og demokratiske forankring og på nødvendigheden af at gentænke måden, vi byudvikler, bygger og bor på.”
