Menighedsrådet i Rosenvænget sogn på Østerbro ønsker at gentænke kirkerummet i Frihavnskirken på en måde der inddrager menighed, præster og kirkens personale i processen. Akademirådets Kirkekunstudvalg udpegede mig til at udvikle projektet. Sammen med Kirken udviklede jeg et årshjulsprojekt med en række konkrete nedslag. der kunne gøre det muligt for alle at fornemme, hvad ændringerne vil kunne gøre ved både det det materielle og det immaterielle kirkerum.

De konkrete nedslag blev bygget i fuld skala direkte i kirkerummet og de fælles erfaringer skal være med til at kvalificere diskussionen og refleksionen på vej mod en udviklingsplan for kirkerummet.

Gentænkt Kirkerum er støttet af Statens Kunstfond og udført i samarbejde med Cecilie Bendixen, Sophus Ejler Jepsen, Karin Lorentzen og Marianne Grønnow.

Læs hvad Akademirådet skriver om projektet her
Læs samtale mellem Akademirådet og Menighedsrådet her

Årshjulsarbejdet udforsker:

- mennesket som indfældet i skaberværket – en aktør blandt mange andre.
- forskellige måder at beskrive og materialisere verden på.
- sammenfiltring af mennesker, Gud og natur.
- inddragelse af andre livsformer i formgivningsprocesserne.
- forskellige måder at formidle andre arters livsværk.

Kirkerummet er velegnet til at øge sensibiliteten og respekten for ikke- menneskelige elementer ved at skabe noget sammen med dem over tid, da kirkerummet i forvejen er et langsomt og ikke-hektisk rum.

Vi tilføjer nye materialer til kirkerummet, som bringer den gamle kosmologi i dialog med et nyt natursyn. De eksisterende byggematerialer rummer både et billedskabende potentiale og formgivende kræfter som ikke til fulde er kommet til udtryk i de forløbne stilperioders anvendelse af dem. Dér hvor Skønvirkeperiodens arkitekter samlede et arbejdskollektiv af billedhuggere, malere og håndværkere til opførelsen af tidens store gesamtkunstværker, – ønsker vi at inddrage materialerne som ligeværdige, formskabende kræfter i arbejdsfællesskabet.

Materialebibliotek: Tagrør, mycelium, uld, silke, træ, sten…

Udvidet våbenhus med translucent dørparti og materiale bibliotek…

Pilekvist “entarsia” i gulv

Kan vi få den statiske “himmel” væk?

“Stente” og tildækning af prædikestol med mycelielagen

Sky, der bevæger sig når menigheden synger…

Alterbillede med lerfelt og vridende guldkors

Lystændingssted, “Lysport”

Angående Stejlepladsen er det første projekt 1. års arkitektstuderende møder, når de starter på Bosætning, Kunstakademiets Arkitektskole.

I september 2020 har 130 1. års studerende været i Fiskerhavnen /Stejlepladsen for at kortlægge, registrere og beskrive det liv og de værdier og stedskvaliteter som findes i bebyggelserne omkring Bådehavnsgade i Sydhavnen i København. Overordnet har projektet fokus på at fortsætte det nødvendige arbejde med at observere, registrere og dokumentere det der allerede findes i Fiskerhavnen og på Stejlepladsen, for ikke at risikere at områdets kvaliteter afvikles i den pågående byudviklingsproces. Som i 2019 udføres arbejdet i tæt dialog med lokale beboere og brugere af Stejlepladsen og Fiskerhavnen. Arbejdede mundede ud i en interaktiv montagefortælling, film og tekster.

Her kan du gå på opdagelse i Angående Stejlepladsen.

At bosætte sig let på Stejlepladsen med forhåndenværende materialer:
- at grave kasserede bundgarnsnet op fra Stejlepladsen.
- at udmåle net og snor.
- at reparere hullede net.
- at finde et sted at rejse sit telt.
- at sy nettet fast i det høje græs.
- at rejse tre bambusmaster med træksnore og barduner.
- at spænde nettet ud.
- at påsy en klimaskærm af genbrugsplast.

I 2018 tager bosætningsstudier og 1:1 byggeri afsæt i aflæsning og kortlægning af forskellige former for boligtypologier på Holmen. Bosætningsstudierne beskæftiger sig med spørgsmål om betingelser, intentioner og behov bag individuelle og kollektive rum som udfoldes og undersøges via en række udvalgte boligbebyggelser. Bebyggelserne spænder over transformerede militærbygninger, husbåde, lagt til kaj, skur-by boliger til håndværkere og nybyggede boliger. Studierne har fokus på at undersøge relationer mellem bosætningers fysiske rammer og sociale handlingsrum og i denne sammenhæng er brug og forandring over tid afgørende. Ting bruges forskelligt, – og der bygges om og til over tid i takt med at samfundet ændrer sig.

FORSK! i Rå Hal på Godsbanen, hvor tidligere og nuværende fellows fra Arkitektskolen Aarhus viser projekter, der giver bud på tidens samfundsmæssige og arkitektoniske udfordringer. Jeg bidrager med Paperspace som venligst er økonomisk støttet af  Dreyers Fond.

Paperspace re-præsenterer en serie byggede in-situ installationer fra storbyen Kolkata, forstaden Ballerup og landsbyen Selde. For at kunne identificere elementer og betydninger på tværs af de forskellige situationer er de genfremstillet via en situeret illustreret ordliste, store håndtegnede kortlægninger med integrerede foto og tekster. Ordlisten består af byinventar, registrerede sociale systemer, infrastrukturer og aktiviteter med deres indlejrede kvaliteter og karakteristika. Ordlisten sættes i bevægelse gennem de store tegninger for at vise hvordan mennesker, steder og ting kan være forbundne i skabelsen af fælles eller offentlige rum.

Paperspace er en papirbeklædt trækonstruktion, der relaterer sig til Rå Hals arkitektur på Godsbanen i Århus. Konstruktionen er bygget i splittede forskallingsbrædder og måler 770 x 210 x 310/410 cm og papiret er håndlavet japansk Kozo, 100 x 140 cm. På den ene langside af Paperhouse er papiret påtrykt et typologisk stedsspecifikt katalog af visualiserede ting, aktiviteter og karakteristika, der beskriver fx. infrastrukturer og byinventar på en gade i den indiske storby Kolkata, i bymidten i den Københavnske forstad Ballerup og i den jydske landsby Selde ved Limfjorden. På den anden langside af Paperhouse er papiret påtrykt tre store håndtegnede kort af henholdsvis Kolkata, Ballerup og Selde, igangsat af tingene fra det typologiske stedsspecifikke katalog. Tegningerne er gentegnede begivenheder fra henholdsvis Streetkitchen_Kolkata, Kontoret for Kunst i Byen, Ballerup og Fragmenteret hus, Selde.

 180 1. års studerende på Kunstakademiets Arkitektskole, arbejdede med Bosætning som handling. Via opbygning af 1:1 strukturer, tegninger og fotografier undersøgte studerende hvordan de ser og fortolker bosætning som en aktivitet, der handler om at bebo verden ved at bygge. En afsluttende udstilling på Kulturnatten 2016 viste fire pavilloner der var forskel­lige i karakter og samlingsdetaljer, men opbygget af ens elementer bestående af lægter og plader med optegninger på både inder- og ydersider. Fire store skalaløse ‘kort’  og en ‘søjleskov’ talte om det landskabelige, mens foto, film og individuelle logbøger spandt fælles og individuelle tråde gennem forløbet.

Mere end 2000 pandaler – 1:1 bygningskonstruktioner, der midlertidigt skal ’huse’ gudinden Durga – skyder op rundt omkring i Kolkata under festivalen Durga Puja. De kiler sig ind i byens offentlige rum – okkuperer pladser, dele af fortov og kørebaner, så trafikken må omdirigeres.

Fortovene i Kolkata er et konfliktfyldt rum.

Byens magthavere søger at skabe et billede af et repræsentativt Kolkata, renset for de mange fortovsbeboeres interimistiske ”hjem” og gadehandlernes mange interimistiske boder. Pandalerne er – ligesom de mange fortovsbeboeres ”hjem” og gadehandlernes mange boder – med til at skabe en urban situation i evig bevægelse og forvandling. Overfor denne provisoriske by står den statiske by, bestående af alt det som findes på bykortet.

Gadens træer er ankerpunk for de interimistiske strukturer. Træerne – som ofte er Indiens nationaltræ, Banyantræet - indgår som statisk element, der udspænder presenninger  og  skaber rum. På grund af træets evne til at skyde rødder ned i jorden der igen bliver til nye stammer, anses træet som en slags udødelighedstræ.

Magthaverne ser interimistiske hjem og salgsboder som rod og uorden, der forstyrrer det bybillede de ønsker at skabe af byen. Festivalernes pandaler, som også hører til den provisoriske by, er derimod fejrede og folkekære, midlertidige konstruktioner.

Pandalerne er blevet institutionaliserede. Nye midlertidige bygværker opbygges på same lokalitet år efter år. Selv om de fysisk er midlertidige konstruktioner, er de blevet en del af det formelle system.

De fleste pandaler opbygges af bambusstænger, som bindes sammen og beklædes med tekstil.

Denne pandal illuderer murstensfacade og forsøger hermed at danne slægtskab med den statiske by, som oftest består af tegl og beton.

Formmæssigt opbygges de fleste pandaler efter traditionelle forbilleder, – men pandaler med eksperimenterende udtryk vinder mere og mere indpas.

I takt med at ambitionen og prestigen i forhold til udformningen af pandalerne stiger år for år, – ændrer bybilledet sig. Sponsorportaler og sponsorbannere danner nye rum i byen.

Når festivalen er slut, skilles samtlige pandaler ad, – og materialerne genbruges året efter.

Rum og passager med spor fra lys- og varmekilder

Møllen ligger på kanten af Lyckeby åen i Blekinge uden fysiske matrikelskel og i et landskab i konstant forandring afhængig af vandstrømme og vindforhold.

En auktion i Karlskrona førte til overtagelse af Møllen, som havde ringe markedsefterspørgsel. Vandmøllen gik ud af drift i 1957 og siden har landskabet omkring bygningerne ændret sig drastisk. Stendæmningen, der tidligere kontrollerede et vandfald på 2,2 meter, er styrtet sammen og har dannet nye formationer og øer, som er sprunget i skov. 

Møllen blev købt på auktion, efter selve bygningen blev erklæret værdiløs. Denne erklæring frisatte Møllen fra bedømmelse og investeringsobjektificering. Ved at undslippe ejendomsspekulation, er Møllen blevet en ligeværdig, ikke-menneskelig, aktiv aktør, der evner at påvirke  og blive påvirket.

Sommetider støder man ind i ting, steder og situationer, hvor muligheden for at gøre noget er til stede. Det er i de små sprækker i systemerne, hvor man kan se sit snit til at kile sig ind og være med i kredsløbet. Økonomisk, ressourcemæssigt og idémæssigt. Det som er blevet forladt er ikke ubrugeligt. Vi skal blot finde den nye brugbarhed.

Den gamle bygning giver rumlige muligheder, der skabes over tid med fokus på et maksimalt nærvær og en minimal økonomi. At bruge tid med ’Møllen’ skærper evnen til at praktisere rumlige og eksistentielle forbindelser mellem arkitektur, socialitet og økologi. Fra menneskekrop til lokalitetens økologi – med de levende organismers levesteder og den gensidige påvirkning mellem de levende væsner og miljøet - og bygningens indlejrede teknikker, viden og organisering.