Mit navn er Gitte Juul. Jeg er arkitekt MAA, Ph.d. og uddannet cand. arch. fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1995.
Min praksis virker på tværs af arkitektur og kunstneriske processer i langvarige og forskelligartede samarbejder, der undersøger indbyrdes relationer mellem aktivisme og lokale, kommunale og administrative systemer. Den undersøger hvad det betyder, hvis vi forstår vækst som en social, etisk og æstetisk grokraft uden et foruddefineret, profitorienteret formål.
Den åbner for indsigter, processer og metoder gennem det situerede ved at forbinde sig til specifikke steder og situationer. Den væver sig sammen med stedernes hverdag og skaber tætte relationer til deres mennesker, dyr, planter, sprog, hukommelse, materialer, politik, administration, organisation og økonomi.
Den tillader langsommelige processer der stiller mange spørgsmål, laver undersøgelser og afprøvninger over tid som muliggør at nye idéer kan spire frem. Fra en situeret position dykker undersøgelserne ned i etablerede systemer med definerede parametre og præmisser. Undersøgelserne konkluderer ikke, men søger at undgå polarisering og cementering af fastlåste præmisser og positioner for at fremme relationen mellem arkitektur og samfund, hvor det planlagte rum og det levede rum er mere integreret i hinanden.
Denne tilgang til arkitektfaget afspejler sig eksempelvis i projekterne SOUP – sol over Urbanplanen, 2007-2008, Tingstedet i Taastrupgaard, 2021-, og i den praksisbaserede ph.d.-afhandling Building Relational Spaces, 2021.
Det undersøgende og situerede kendetegner også min undervisning på Det kongelige Akademi, Arkitektur, hvor jeg er ansat som studielektor. Siden 2019 har jeg arbejdet med store skiftende hold af 1. års studerende på projektet Angaaende Stejlepladsen, for at registrere, dokumentere og formidle Fiskerhavnens/Stejlepladsens tilskrevne værdier.